Kom i form til ferien

Det kan umiddelbart lyde som en joke, at du skal komme i form til din ferie. Men da det er blevet mere og mere populært at drage på en ferie, hvor du er aktiv, er det en god idé, at du sørger for, at din fysik kan følge med. Måske har du et ønske om at bestige et bjerg i Afrika eller tage på sportsferie i Syden. Under alle omstændigheder bør du gøre dig tanker om, hvorvidt du er i form til sådan et eventyr. Ellers risikerer du, at din ferie brat må afbrydes, da dine intentioner ikke står mål med din formåen.

Skal du starte i et fitnesscenter?

Når du har besluttet dig for at komme i form, melder der sig naturligvis et spørgsmål af mere praktisk art. Skal du begynde i et fitnesscenter, eller kan du opretholde gejsten og motivationen ved at træne derhjemme? Der er nemlig ingen tvivl om, at det er muligt at oparbejde en fornuftig form i sit hjem, hvis du blot anskaffer dig et par enkelte hjælpemidler. Det kunne være håndvægte, stærke elastikker eller måske et sjippetov. Hvis du oven i købet anskaffer dig en måtte, du kan ligge på, er du allerede så godt i gang, at det kommer til at gå som en leg.

Hvis du gerne vil have adgang til flere maskiner og et større udvalg af vægte samt mulighed for at dyrke motionstræning indenfor, kan du med fordel melde dig ind i et fitnesscenter. Her kan du også få hjælp til træningen, hvis du ikke er så erfaren, og det kan faktisk vise at være en ganske fornuftig investering. Dertil er der også det økonomiske incitament, som opstår, når du vælger at betale for en ydelse. På den måde er der bedre chance for, at du rent faktisk kommer afsted til træningen og får det udbytte, som var den oprindelige ide.

Benyt dig af basisøvelser

Hvis du ønsker at starte med at styrketræne, vil du hurtigt finde ud af, at der findes et hav af træningsprogrammer, der alle hævder at være nøjagtig den løsning, som du er ude efter og ikke mindst har brug for. Men valget af styrketræningsprogram er faktisk ikke altid så besværligt, som det gøres til. Du kan opnå en høj grad af styrke ved at benytte dig af basisøvelser. Basisøvelser kaldes også for flerledsøvelser og er karakteriseret ved, at en stor del af kroppen bliver brugt, selvom du blot udfører en enkelt øvelse.

Basisøvelser er blandt andet squat-varianter, bænkpres, militærpres og bent over row øvelser. Her vil du hurtigt opleve, at disse øvelser giver dig en masse styrke, ligesom de er med til at styrke dine ledbånd. På den måde kan du hurtigt komme i form og i det hele taget få brugt din muskulatur på en ny måde, så du er i stand til at modstå de anstrengelser, som en tur op ad et bjerg helt sikkert vil give dig.

Husk konditionen

Udover at styrke din muskulatur skal du naturligvis også tænke på at opbygge en fornuftig kondition. Dette gælder i særdeleshed, hvis du skal til at bestige et bjerg. Her er det nemlig vigtigt, at du er i stand til at få så meget ilt rundt i kroppen, at turen op ad bjergsiden ikke kommer til at føles som en tur, du allerhelst ville have været foruden. Derfor skal du sørge for at opbygge en fornuftig kondition, inden du tager afsted. Gør det med en daglig løbetur, eller tag fitnesscentret til hjælp.

I et fitnesscenter findes der mange forskellige måder at opbygge en god kondition på. Eksempelvis kan du bruge et løbebånd, eller du kan tage en tur i romaskinen, som på samme tid også er med til at opbygge din muskulatur. Du kan også cykle eller deltage i holdaktiviteter af forskellig art. Måske er det en idé at stifte bare en smule bekendtskab med yoga, som er en ret fantastisk måde at blive mere fortrolig med kroppen på.